På fredag er det Store Bededag, men dagen før er faktisk en dag, som endnu flere ser frem til. Der spiser man nemlig varme hveder, og det er en ret, som mange danskere elsker.
Smør skal der til, som man siger - i hvert fald til varme hveder, som snart skal indtages landet over.
Nemme at lave
Der findes mange opskrifter på varme hveder, men ikke alle er lige lette at lave. Denne opskrift skulle være til at gå til, selvom man hverken er bager eller har eksperimenteret med surdej under coronakrisen.
Det skal du bruge:
- 625 g hvedemel
- 2 tsk. salt
- 2 tsk. sukker
- 2 tsk. stødt kardemomme
- 100 g smør
- 3½ dl mælk
- 25 g gær
- 1 æg
Sådan gør du:
- Start med at blande mel, salt, sukker og kardemomme i en skål.
- Smelt herefter smørret, og rør den i mælken.
- Rør herefter gæren ud i mælken med smøren og pisk ægget i.
- Tilsæt melet, og ælt dejen godt igennem i 8-10 min gerne i røremaskine eller med elpisker med dejkroge.
- Lad dejen hæve tildækket til den har den dobbelte størrelse. Det er cirka 45-60 minutter.
- Vend dejen ud på et meldrysset bord, og fold den sammen et par gange, og del den i 12 stykker og form dem til boller.
- Læg dem i en smurt bradepande og dæk bollerne med et fugtigt viskestykke, og lad dem hæve til dobbelt størrelse (til de hænger sammen) i cirka en time.
- Drys bollerne med lidt mel, og sæt bradepanden i ovnen ved 200 grader, og bag hvederne i 25-30 min.
- Når du tager hverderne ud af ovnen skal de stå i 10 minutter inden du skiller dem ad. Herefter skærer du dem over, og rister dem sprøde i ovnen ved 250 grader i 5-10 min.
Nu er de klar til servering.